bryggenet

Support - lukning pga virus/dhcp

Aktuel status

Der er 16 internet-brugere der er lukket nu, hvoraf 14 lukkede pga DHCP-servere.

Den seneste lukning fandt sted 2010-03-09 09:09 og skyldtes en DHCP-server.

Der har i alt været 3516 lukninger af internet-adgang, fordelt på 791 brugere.

Hvorfor bliver der lukket?

Bryggenet kører en aktiv overvågning for at finde og stoppe aktiviteter på nettet som kan være til skade for andre brugere. I to tilfælde kan det føre til at en brugers internet-adgang lukkes. Det er ved opsætning af DHCP-servere og ved spredning af virus/orm.

Hvad gør jeg hvis mit internet forsvinder helt?

Du ringer til Kundeservice, der automatisk bliver informeret ved alle lukninger. Kundeservice kan informere dig om hvad der er sket, og de kan tage mod din klar-melding når problemet er løst, og genåbne din internet-adgang. Kundeservice kan ikke yde teknisk bistand.

Har du brug for hjælp med at løse problemet, kan du kontakte Bryggenets frivillige Support-gruppe. Du kan tage din computer eller dit udstyr med ned, og få de frivillige til at se på det.

Lukning af internet-adgang sker helt automatisk, og de ansatte i Kundeservice og de frivillige i Support har ingen indflydelse på hvem og hvornår der lukkes. Det nytter således ikke at skælde ud på dem. Klager over lukning af internet-adgang skal stiles til bestyrelsen af Foreningen Bryggenet.

Får man åbnet internet-adgangen uden at problemet er løst, vil automatikken med stor sandsynlighed lukke den igen ret hurtigt.

Lukning af internet-adgang sker med henvisning til §12 i netiketten, som man skriver under på at man vil overholde når man tilmelder sig Bryggenet.

DHCP-servere

Der skal være netop én DHCP-server på Bryggenet, nemlig Bryggenets egen. Opsætter enkelte brugere egne DHCP-server fører det til at andre brugere i samme ejendom vil få vanskeligheder med at komme på nettet. Trafikken fra DHCP-servere overvåges konstant, og observeres en uautoriseret af slagsen bliver forbindelsen lukket.

Problemet skyldes som regel at der er en router (fx. et trådløst netværk) der er tilsluttet forkert.

De fleste routere har et stik der sidder for sig selv, og fire der sidder samlet. Bryggenet-stikket skal forbindes til det stik der sidder for sig selv. Det er som oftest mærket "WAN" eller "Internet".

Næsten alle routere har en DHCP-server indbygget, som skal virke på det lokale netværk. Forbindes routeren forkert sender denne DHCP-server sine meddelelser ud på hele Bryggenet, og forhindre dermed andre i at få det fulde udbytte af deres internet-forbindelse.

Problemet løses ved at forbinde Bryggenet-stikket til "WAN" eller "Internet" porten på routeren.

Spredning af virus/orm

Visse typer virus eller computer-orm spreder sig ved at scanne hele netværket efter sårbare computere.

Bryggenets overvågning kan registrere denne trafik og lukke internet-adgangen for den inficerede computer, så smitte-risikoen nedsættes.

Der er ikke nogen simpel løsning på dette problem. Der er mange forskellige former for virus og computer-orm, så det er ikke muligt at lave en kort forklaring på hvad man skal gøre.

Det er ofte bedre at forebygge end at helbrede. Installér derfor både en firewall og et antivirus-program på computeren. Er uheldet ude, findes der mange programmer der kan finde og fjerne virus og orm fra en computer.

Det er ikke alle antivirus-programmer der finder de virusser og orme, som Bryggenets overvågning kan registrere, og det kan derfor være nødvendigt at prøve med flere forskellige for at være sikker på at ens computer ikke længere er inficeret.

Bryggenet Support bistår gerne med at undersøge computeren for virus og orm.